HøJLUND ARNFRED Jon, Regnen

r e g n r e g n e r r e g n e n

r e g n r e g n e r r e g n e n

r e g n r e g n e r r e g n e n

r e g n r e g n e r r e g n e n

r e g n r e g n e r r e g n e n

r e g n r e g n e r r e g n e n

r e g n r e g n e r r e g n e n

r e g n r e g n e r r e g n e n

r e g n r e g n e r r e g n e n

r e g n r e g n e r r e g n e n

r e g n r e g n e r r e g n e n

rammer græsset og siver ind i græsset

og ned igennem græsset

på min græsplane tager

alt imod alt

der falder og ligger men

ikke som et dødt menneske

rundt omkring i jorden

i bladene i bænkebiderne

den synker ind i deres skjolde

ind igennem regnormene der

æder sig ind og ud af jorden

æder sig ind og ud

af sig selv den siver

ned igennem litosfæren ind i

jordens indre i

jordens varme hjerte

der slår

regnen rundt

som en regnkarrusel

rundt i alle verdens blødende hjørner

stiger den op i hovederne

regnen er damp

vendt på hovedet af jorden

der løber salt ud af øjnene